MIN BRUDEKJOLE GUIDE PÅ BUDGET

VORES BRYLLUP

Vi blev gift sidste sommer og havde det dejligste ø bryllup på en solskins dag med 29 grader. Det har I ikke hørt så meget til, udover at jeg i sin tid viste jer vores bryllupsinvitationer og tankerne bag. Dem kan du se i indlægget her. Jeg har på Instagram nævnt af flere omgange, at jeg gerne ville dele mine erfaringer om det at holde et bryllup. Derfor bliver dette indlæg det første af flere med hvert sit emne. Jeg vil nemlig gerne fortælle jer lidt om hvordan vi gjorde. Der findes så mange måder at holde bryllup på og jeg synes det er så befriende at der i dag ikke er noget der er mere rigtigt at gøre end andet. Her hos os, fik vi ret hurtigt snakket os frem til, at vi ikke havde lyst til at bruge 100.000 kr på én dag. Vi er gør-det-selv typerne på jysk, som gerne vil sparer hvor spares kan og derfor passede det bare slet ikke til os med et alt for dyrt bryllup. Det ville have givet os et stift smil på bryllupsbillederne og et ekstra nervøst hjerte på selve dagen. Jeg kender desuden mig selv godt nok til at vide at jo dyrere brylluppet blev jo mere forfærdelig ville jeg blive at være i nærheden af, fordi INTET så måtte gå galt. Vi havde dog heller ikke lyst til at holde et afslappet bryllup i haven med øl og pølser på grillen. Vi ville gerne have det traditionelle bryllup, men til det halve. Vigtigst af alt måtte hverken vi eller vores gæster på selve dagen kunne mærke hvor vi havde sparet. Hvordan gør man så lige det og hvor starter man..

Noget af det første de fleste kvinder, der gerne vil giftes traditionelt, tænker på er nok; Kjolen.

Det var et oplagt sted at spare synes jeg. Jeg ville dog ikke snyde mig selv og mine veninder for at spise lyserøde skumfiduser og drikke champagne mens jeg hoppede rundt i kjoler lagt over mit budget. Så jeg samlede pigerne og så tog vi den obligatoriske tur. Det var drøn hyggeligt og jeg fik da også sporet mig lidt ind på hvilken stil og type kjole jeg var til.  Det troede jeg egentlig at jeg allerede vidste. Men det er noget helt andet at se sig selv i en brudekjole og ikke mindst mærke hvordan sådan noget er at have på. Nogle af de kjoler jeg afskrev bare ved at kigge på dem, sad virkelig godt. Andre kjoler som jeg tænkte var lige mig, føltes helt forkert. Så et lille råd er at prøve ALLE typer. Lange og korte modeller, store og små skørter. Blonder, sten og tyl. Korset og slæb, diadem og slør. Prøv det før du siger nej.

Jeg endte med at købe: kjole, underskørt, pyntebælte, slør, øreringe, make up og alt til at sætte hår med + blomster til håret og brugte i alt omkring 7000 kr.

Der er mange måder at anskaffe sig en billig brudekjole på. Jeg var igennem 3 muligheder:

AT KØBE EN BRUGT BRUDEKJOLE

Nå, da den oplevelse kunne tjekkes af to-do listen googlede jeg mig frem til at de billigste måde at finde brudekjoler på var ved at købe dem brugte. Så jeg gik på jagt på dba og lignende sites. Noget af det man skal være opmærksom på er om kjolerne har været til rens. Det kan nemlig blive en dyr udskrivning man lige skal have med i regnestykket. I alt det her bryllups-planlægning skulle jeg også afslutte mit speciale fra Arkitektskolen, færdiggøre mit bogprojekt KREATID og opstarte fuldtidsjob. Jeg måtte derfor hurtigt sande at den tid og uvished der skal ligges i at finde frem til en brugt brudekjole ikke var realistisk. Jeg hoppede derfor videre til næste mulighed: at leje en kjole.

AT LEJE EN BRUDEKJOLE

Det smarte ved at leje en kjole er at du ikke efterfølgende skal sælge den for en slik eller finde plads til den i skabet. Dét synes jeg er smart. Men priserne for leje, forsikringer og eventuelle skader samt rensning løb alligevel op synes jeg. Jeg synes lidt det var en jungle at finde rundt i vilkår og mulighed for prøvning. Derfor blev denne mulighed hurtigt afløst af taaada: Outlet!
Men(!) vil man gerne have en særlig type kjole f.eks. i silke stof eller en med masser af sten og palietter, som er produktionsmæssigt skruer slutprisen i vejret. Ja, så kan en lejet kjole helt sikkert et rigtig godt bud.

OUTLET BRUDEKJOLE

Jeg fandt frem til at Lilly har en outlet forretning i Åbenrå. Her er deres koncept simpelt, alle korte brudekjoler koster 499,- uanset førpris og alle lange brudekjoler koster 2.999,- uanset førpris.  Det passede mig så godt prismæssigt og at jeg måtte vælge lige den kjole i butikken jeg ville, velvidende om at det max ville blive 2.999,-
Så jeg tog den nærmeste familie under armen og kørte til Åbenrå. Vejledningen og pladsen i butikken er bestemt ikke noget at snakke om. Udvalget er en blanding af 2. sortering, udgået modeller og kollektions prøver. Modeller og størrelser er svingende. Men da mit speciale krævede en masse af min tid havde jeg hjemmefra besluttet mig for at jeg ikke måtte forlade butikken uden en kjole i hånden. Jeg fik derfor sved på panden da jeg så stativet med min kjolestørrelse på. Der var jo ikke ligefrem 100 kjoler at vælge imellem. Nok nærmere 20-25 styks. Da jeg vidste jeg ville have noget med stropper/ærme så var alle de stropløse kjoler jo udelukket og det betød jeg havde omkring 10 kjoler at vælge imellem. I en blanding af optimisme og held endte jeg med at gå lykkelig fra butikken af med en pose i hånden indeholdende en kjole til 2.999 kr. Det var en kollektionsprøve og den var perfekt!
Jeg tog dog forbi Lilly butikken i Aarhus efterfølgende for at finde et slør der kunne passe til kjolen. På grund af den manglende vejledning i Åbenrå kunne de fortælle mig at jeg var kommet afsted med en kjole der krævede underskørt. En ekstra udgift jeg ikke lige havde regnet med. Jeg endte også med at købte et lille bælte pyntebælte til kjolen.

MINE SKO

Skoene gav jeg lige knap 1000 kr for på udsalg. Jeg har svært ved at gå i højhælede og er en lille fis på 160 cm. Så hvis ikke det skulle ligne min mand giftede sig med et barn måtte jeg op i højden. Derfor kunne jeg ikke gå på kompromis. Jeg ønskede mig et par sko jeg kunne have på hele dagen uden at tænke; av, av og nu skvatter jeg.
Et lille trick er at tænke dagen igennem. Hvordan er kirkegulvet, kommer du til at skulle gå i græs og grus eller på glatte marmorgulve. Vælg en sko der kan gøre dig tryg på de overflader du kommer til at skulle gå, stå og danse rundt på. Det betød jeg ledte efter en sko med en solid hæl og med et varmt sensommer bryllup kombineret med en dag hvor jeg skulle gå og stå rigtig meget ville en mere åben sko med plads til hævede og varme fødder være et hit.
Jeg havde skoene på fra kl 09.00-05.00 uden problemer. Jeg kan virkelig anbefale mærket.  Den spanske designer Chie Mihara laver sko til aktive kvinder hvor komforten og pasformen er i top. Skoene er inspireret af en vintage stil med en klat humor. Det passede fint til at jeg under min gulvlange kjole havde lyst til at skeje lidt ud og ikke være så pæn med pæn på. Det måtte godt være en lille fin detalje for de opmærksomme gæster at fødderne havde sin helt egen fest den dag. 

HÅR OG MAKE UP

Jeg er så top heldig at have en veninde som er virkelig god til at lægge make up og sætte hår. Hun er såmænd sygeplejeske til daglig og spørger du hende er hun ikke særlig rutineret i at sætte hår. Så tænk lige dit netværk igennem for muligheder. Jeg har før prøvet at få sat hår og lagt make up af en professionel og jeg følte mig slet ikke som mig selv. Måske jeg var uheldig. Men personligt, jeg synes godt der kan herske en tendens til at det bliver overgjort. Hvis man som mig ikke går med særlig meget make up til hverdag, kan man føle sig helt forkert hvis man kommer igennem sådan en mølle. Det gjorde i hvert fald mig rigtig tryg, at det var en jeg kender rigtig godt og som kender mig, der hjalp med at finde ud af hvordan jeg skulle se ud. Vi havde flere prøve-aftner og hyggede os med projektet. Jeg købte make up af det mærke jeg til daglig bruger, nemlig Idun Minerals. (Hvis ikke du har prøvet deres mineral foundation, så giv den en chance næste gang du er på jagt efter en ny.) Neglelakken på fingrene var Iduns Sandsten som har en fin lys tone mens jeg på tæerne havde Essies tart deco.
Håret er sat med en donut elastik og håret blev klippet en måned før brylluppet da det helst ikke må være nyklippet. Det er åbenbart lettere at sætte hår der lidt slidt. Husk det, hvis ikke du får en professionel til at hjælpe dig med håret. Blomsterne er de samme som der er brugt i min burdebuket, men den kræver hvis et indlæg for sig. Jeg har nemlig verdens fineste trick! – to be continued (og tak fordi du læste med)

bryllup

Relateret indlæg

One comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading Facebook Comments ...