OPSKRIFT – NUTELLAKAGE

Jeg har netop bagt min første nutellastjerne. Den viste jeg på bloggens Instagram profil og der var mange af jer der var lige så begejstrede som jeg, for det smukke resultat. Det er lidt en snyde kage, for den ser enormt kompliceret ud, men er det ikke. Så lad dig ikke skræmme. Prøv det. Det er meget nemmere end det ser ud. Et rigtigt køkken gør-det-selv projekt, hvor du med garanti kan imponere dine gæster.
Kagen blev lavet fordi jeg havde inviteret gode venner over i forbindelse med min fødselsdag. Jeg lavede 3 slags kager, en lagkage med nutellacreme og hindbær, vandbakkelser med nutellafyld samt nutellastjernen. -Tegner der sig langsomt et billede af at jeg er nutella-typen ;-)

Jeg havde egentlig ikke tiltænkt at kagen skulle ramme blog og derfor fik jeg ikke fanget step-by-step med kameraet. Derfor har jeg rekonstrueret lidt. God fornøjelse:

Nutellastjernen er klar til at komme i ovnen

Ingredienser:

50 g. gær
3 dl mælk (erstat evt. lidt mælk med en stor skefuld yoghurt neutral, kærnemælk eller lign.)
1 æg + æg til pensling
75 g smør
600 g hvedemel
1 tsk salt
2 tsk sukker
1 glas Nutella (et normalt Nutella glas er på 350g. Du skal bruge lidt over halvdelen af et glas som minimum.)

Opskrift:

Lun mælken og så skal gæren smuldres i. Lad det stå i 1 minuts tid før du begynder røre rundt.
Tilsæt æg og stuetempereret smør. Rør det godt.
Bland mel, salt og sukker i en skål og tilsæt det lidt af gangen. Rør eller ælt dejen til den er samlet, glat og smidig.
Stil nu dejen et lunt sted og lad den hæve i 30 min.
Når de 30 min. er gået kan du ælte dejen let og dele den i 4 lige store portioner.
Tril hver portion til en stor bolle.
Tag en bolle og rul den ud til en stor cirkel. Den skal være ca. lige så tynd, som hvis du skulle lave en pizzabund og gerne have en diameter omkring 30 cm.
Læg bagepapir på en bradepande og placer cirklen på pladen.
Nu skal den smørres med Nutella. Nutella lagets omfang er lidt en smagssag. Jeg lavede et helt skrabet lag. -Det synes jeg var lidt for lidt. Modsat, kan du give den så tykt et lag at den er svær at folde. Så en god mellemting.
Pas på med at rive dejen i stykker når du smørre Nutellaen på.
Nu skal 2. bolle rulles ud til en cirkel på samme størrelse som den forrige. Jo mere nøjagtig du kan blive, jo finere resultat.
Placer den ovenpå den første cirkel og smør også dette lag med Nutella.
Sådan fortsætter du; Rul 3. bolle ud til en cirkel, placer den på de andre og smør Nutella på.
Sidste bolle rulles ud og placeres øverst, så du nu har en “Nutella lagkage”

illustration af fremgangsmåde

Marker en cirkel i midten af kagen. Jeg brugte en espressokop med en diameter på ca. 6 cm. Pres den let ned i dejen til du kan se en markering. Den må ikke gå igennem øverste dej cirkel. Det er kun til markering.
Skær nu, med en skarp kniv, 16 lige store stykker fra cirklen og ud. Det er vigtigt du får skåret helt igennem alle lag.
Nu skal du sno!
Tag fat i to stykker og sno dem 2 gange hver sin vej rund.  -Det er den nemmeste måde at forklare det på i forhold til snoningsretningen, men jeg tog én trekant og snoede af gangen.
Fortsæt med at sno alle stykkerne til du er hele vejen rundt.
Sørg for at dejen “samler” sig igen i en cirkel ved at give dem et blidt tryk hele vejen rundt. Hvis ikke du samler enderne igen vil dejen, under hævning og bagning, begynde at rulle sig ud af den snoning du netop har givet den.

Tænd ovnen på 200 grader.
Lad nutellastjernen hæve yderliger 20 min.
Efter hævning pisker du et æg til pensling.

Bag kagen i ca. 15 minutter.

Kagen kan holde sig i flere dag. Når kagen er afkølet, så put den i en plastikpose og luk den tæt. Så er den lige så svampet og lækker på 3. dagen.

Den lune nutella stjerne

Her er den lige taget ud af ovnen. Den dufter fantastisk!

det dækkede kagebord

Bordet har jeg dækket meget uhøjtideligt. Ingen dug og ingen opdækning, nok nærmere letter kaos. Til sådan noget eftermiddagskage på en hverdag er det bare rigtig vigtigt, at alt bliver afslappet og at gæsterne føler det er helt orden at hænge henover bordet!

Den færdige nutellastjerne

God weekend og god bagelyst!

14 comments

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Loading Facebook Comments ...